Nyhedsbrev udsendt d. 8. maj 2026

AI siger ja. Hvem siger nej?

Noget at tænke over

Det der ikke kan klones

For et par uger siden sad jeg og legede med Claude Design. Genererede et design system. Finjusterede farver. Det tog ikke lang tid.

…det her er jo bare et pænt UI-lag med prompts bagved.

En uge senere dukkede Huashu Design op på GitHub. Et kinesisk open source-projekt. Trending nummer ét. Det klonede stort set hele Claude Design — prototyper, slides, landing pages — som et skills-sæt du kan køre i Claude Code eller Codex. Gratis. Ingen usage limits.

Endnu en uge senere kom Open Design. Et selvstændigt open source-projekt med et interface der ligner Claude Design. Kører lokalt. Understøtter enhver AI-model. Indbygget 72 design systems. Det er stadig nyt og umodent — “tweaks” og “draw” som du kender fra Claude Design virker ikke endnu, og du løber hurtigt hovedet mod muren.

To uger — to kloner.

I marts faldt Figma-aktien 12% på to dage da Google lancerede Stitch — gratis, i beta, uden løfter om noget som helst. I april faldt aktien 7% igen da Claude Design kom.

Jeg sidder selv med et design system til en kunde lige nu. Og jeg overvejer ærligt om Figma overhovedet skal være en del af det.

I stedet starter jeg i Stitch for hurtigt at udforske retninger — forskellige interfaces, forskellige vibes.

Det er godt til den første fase i et nyt projekt. Men når jeg skal i detaljen, stopper det. Så kører jeg via MCP over i Claude Code og bygger design systemet derfra. Itererer. Laver et par varianter. Justerer. Ender med noget der er bygget til AI fra starten.

Skiftet væk fra Figma sker lige nu. Og det virker til det sker via open source.

Det handler ikke om at blive udvikler. Det handler om at komme tættere på det du bygger.

For den del af dit arbejde der handler om at skubbe komponenter rundt, vælge spacing og lave layouts — den er commoditized nu. Enhver PM med et prompt kan generere et wireframe der ser fornuftigt ud.

Alle de her værktøjer giver dig “as-is.” De spejler hvordan koden ser ud lige nu. Men et design system — et rigtigt et — handler om “should-be.” Hvordan det skal se ud. Den forskel kræver en designer.

Og det er her AI’en stopper.

AI’en er god til at validere. Den siger ja. Den bygger videre. Den finder successtories der bekræfter din hypotese.

Men den udfordrer dig ikke. Den siger ikke “vent — løser det her overhovedet det rigtige problem?”

En startup valgte topchefer og direktører som målgruppe. AI’en bekræftede deres hypotese. Resultatet: 2% konvertering. Det var først da en researcher gik ud og talte med rigtige mennesker, at de forstod problemet.

Og så er der designinterviews. En PM med seks års erfaring i interviewpaneler beskrev det sådan: Kandidaternes præsentationer er blevet nærmest fejlfri. Polerede decks. Logiske flows. Detaljerede personas. Men diskussionerne er blevet kortere. Der er næsten intet at pushe tilbage på.

Rodede Figma-filer, ubesvarede spørgsmål, halvfærdige skitser — det er pludselig forsvundet.

Det vi faktisk evaluerer er ikke output. Det er tænkning under usikkerhed.

Det er dét der ikke kan klones.

Kritisk tænkning. Evnen til at stille det ubehagelige spørgsmål. Modet til at sige “det her løser ikke det rigtige problem” — selvom wireframet ser perfekt ud.

At mærke når noget føles forkert, selvom det ser rigtigt ud.

Et norsk fintech-firma redesignede deres backoffice-system i år. Resultatet: 48% mindre internt arbejde. Det startede ikke med et prompt. Det startede med brugerinterviews og en UX-audit.

Så ja — dit designværktøj kan klones på en uge. Din kritiske tænkning kan ikke.

Men det kræver noget af dig. Du skal turde bevæge dig i kode. Udforske anderledes end du har gjort før.

Værktøjerne er der — open source, gratis, klar til brug.

3 spørgsmål til din refleksion

Din værdi når AI’en leverer

  • AI bekræfter dine idéer. Hvem i dit arbejdsliv udfordrer dem — og hvornår inviterede du sidst aktivt den modstand ind?
  • Hvis en PM kan generere dine wireframes med et prompt — hvad er det så præcis, du leverer som de ikke kan?
  • Bruger du mere tid på at lære nye AI-værktøjer — eller på at træne den kritiske tænkning der gør dig uerstattelig?
Gør noget nu…

Bliv din egen djævelens advokat

Næste gang du får et output fra AI’en — et layout, en prototype, en anbefaling — lad være med at bygge videre med det samme. Stil dig selv spørgsmålet: “Hvis det her er forkert, hvad har jeg så overset?”

Skriv svaret ned. Gør det én gang om dagen i en uge.


Bonus tip

Jeg faldt over det her skills-sæt til Claude — to custom skills der får Claude til at tænke UX-strategi og visuel kvalitet i stedet for bare at generere kode.

Bruger du den slags og finder du værdi i det? Skriv til mig — jeg vil gerne høre om det giver mening for dig.

Indtil næste uge… Pas på dine brugere du designer til – og på dig selv. / Michael Brydebøl

P.S. Nyhedsbrevet kommer fremover til at handle mere om AI i praksis:

  • Hvordan du bruger AI i dine workflows
  • Hvordan du bygger digitale produkter med AI
  • Hvordan AI kan indgå i de digitale produkter
  • Hvordan du bygger en second brain som kan give dig en fordel i dit daglige arbejde, hvor du bruger AI
  • Hvordan du undgår at AI’en hallucinerer

P.P.S. Hvis der er andre AI emner som du synes kunne være interessante jeg skriver om, så smid mig endelig en mail.