Nyhedsbrev udsendt d. 29. maj 2026

En bruger uden loyalitet

Noget at tænke over

Min AI fandt opladeren — jeg trykkede køb

Tidligere på ugen skulle jeg bruge en USB-C oplader til min smartphone. Normalt ville jeg åbne Proshop, søge, sortere, sammenligne specifikationer, finde den rigtige — du kender rutinen.

I stedet bad jeg Claude-udvidelsen i Chrome om at finde én.

Den søgte. Filtrerede. Sammenlignede effekt og pris. Foreslog én. Jeg dobbelttjekkede — den havde ret.

Klik…køb…færdig!

Dagen efter brugte jeg den til at finde et farsdags-ønske – sneakers. Den søgte bredt på nettet, gik ind på Zalando, fandt tre kandidater og lod mig tage over derfra.

Et par af de sko, jeg bedst kunne lide, var selvfølgelig ikke tilgængelige i min størrelse (kunne jeg jo bare have sørget for i første prompt), så jeg fik den til at søge på danske webshops efter den samme sko, tilgængelig i min størrelse.

Et køb og et ønske videregivet til min kone. Nul produktsider skimmet. Nul sammenligninger lavet manuelt.

Jeg var ikke bruger af Proshop eller Zalando de dage. Det var Claude.

Det er allerede sket

Se lige tallene her…

NNGroup skrev i april:

“A core assumption needs updating: ‘user’ is no longer synonymous with ‘human.’” — NNGroup, AI Agents as Users

Brugere uden loyalitet

Hick’s Law siger: jo flere valg, jo længere tid om at vælge. AI-browsere løser det ved at fjerne valgene. Brugeren vælger ikke mellem ti resultater. AI’en gør det. Og du mister chancen for at opdage præferencer, du ikke vidste du havde.

Det er bekvemt for mig som forbruger. Men som produktmenneske giver det mig ondt i maven.

Hvem har du egentlig optimeret dit produkt til? Et menneske der scroller, vurderer og føler. Og nu dukker der en bruger op der læser kode før den ser pixels. Der har begrænset kontekst (dine tanker). Ingen intuition. Ingen loyalitet.

Tænk på det som en ny form for tilgængelighed — din “bruger” har pludselig andre behov end dem du har optimeret til. Vi har brugt årtier på at forstå menneskers adfærd. Nu skal vi også forstå maskiners – i endnu højere grad end ved søgemaskineoptimering.

To brugere, én kodebase

Det hele rykker sig hurtigt lige nu. Men jeg har et foreløbigt bud.

Kig på min oplader-oplevelse igen. Claude søgte. Claude sammenlignede. Men jeg tog beslutningen. Jeg trykkede køb.

En McKinsey-undersøgelse viser at op mod 74% af europæiske forbrugere bruger AI til at researche og sammenligne. Men næsten kun i discovery-fasen. Mennesket afslutter stadig købet.

Mit bud, lige nu: gør det nemt for AI’en at læse dit produkt. Strukturerede data, rene endpoints, meningsfuld markup. Men behold det der gør oplevelsen værd at blive i for mennesket.

Tænk på det som to lag. Et maskinlæsbart lag — rent, struktureret, hurtigt — som agenten kan navigere. Schema.org-data, ren semantisk HTML, en llms.txt der fortæller agenten hvad dit produkt kan.

Og et menneskeligt lag — den kontekst der gør at du stoler på produktet. Anmeldelser, billeder, den oplevelse der ikke kan reduceres til markup.

To lag: maskinlæsbart og menneskeligt

Det vi bygger lige nu, bygger vi til begge samtidig. En der læser markup. Og en der mærker om det føles rigtigt.

For dit brand betyder det: hvis agenten vælger for brugeren, skal brandet kunne forklares i data — ikke kun føles i en oplevelse. Tillid, omdømme, anmeldelser — det skal være maskinlæsbart. Ellers vælger agenten konkurrenten.

3 spørgsmål til din refleksion

AI tvinger en prioritering

  • Hvor stor en del af trafikken på dit produkt kommer fra bots og AI-crawlere — og har du overhovedet tjekket?
  • Hvis en AI-agent skal løse din brugers opgave via dit produkt — hvad går i stykker først?
  • Optimerer du for menneskets oplevelse, maskinens læsbarhed, eller begge — og hvad prioriterer du når de konflikter?
Gør noget nu…

Lad en AI bruge dit produkt

Tag din vigtigste user journey — den der driver konvertering eller kernefunktionalitet. Åbn Google Chrome-udvidelsen “Claude”. Bed den løse opgaven via dit produkt.

Sidder dit produkt bag login? Log ind først, og bed så Claude navigere derfra. Den kan se det du ser i browseren.

Hvad finder den? Hvad misser den? Hvor stopper den? Hvor meget skal du iterere med den før den gennemfører et flow?

Du behøver ikke ændre noget endnu. Bare observer og notér.

Det tager ti minutter. Men pas på, det kan koste en del tokens.


Falder trafikken på dit produkt? Skriv til mig — jeg er nysgerrig på hvad du har set i din data.

Indtil næste uge… Pas på de brugere du bygger til – og på dig selv. / Michael Brydebøl

P.S. Jeg er begyndt at lege med Hermes Agent — en open source AI-agent (pendant til OpenAI’s Open Claw) der kører lokalt på min Raspberry Pi. Den kan browse, huske kontekst og handle på mine vegne. Måske skal den finde mine sko næste gang. Mere om det i et kommende nyhedsbrev.

P.P.S. Jeg skrev for nylig om når brugere stopper med at klikke — den her udgave er på mange måder fortsættelsen. Hvis du vil forstå den kognitive belastning AI-browsere fjerner, har jeg skrevet om kognitiv belastning tidligere.

P.P.P.S. Får du AI’en til at gætte i stedet for at spørge? Jeg har samlet fem regler der stopper AI fra at gætte — de virker også, når du beder den researche for dig.